Lindenborg haven

Hvem er jeg?

Tja, et udmærket spørgsmål, som jeg nok ikke engang selv kan svare på, men jeg kan da lede dig lidt på vej.

I det herrens år 1974 blev jeg født i Fredericia og her rumsterede jeg rundt til jeg i 1999 tog skitøjet på og flyttede nordpå. Hele vejen til Horsens måtte jeg, for at finde en der var modig nok til at gifte sig med mig.

Kim hedder han. Et skønne mandfolk, der dog har en seriøs mangel…han interessere sig overhovedet ikke for haven. Til gengæld spiller han tennis eller cykler morgen, middag og aften, kun afbrudt af arbejdet og fisketure, så jeg er fuldstændig enerådig i MIN have.

Interessen for have og blomster er bestemt ikke noget der altid har været der. Mine forældre havde et lille frimærke af en have hvor der ikke blev gjort noget særligt. En gang om året rensede jeg den dog for ukrudt, mod en klækkelig betaling selvfølgelig.
Da jeg flyttede ind hos Kim havde jeg ingen planer om at forvandle hans yderst kedelige singelfyr-have til et blomsterne insekt og fugle paradis, men nogen gange bestemmer man ikke selv slagets gang.

Et par sommerblomster blev til en rose, rosen blev til flere og inden jeg fik set mig om var jeg blevet smittet med blomstergitis. Jeg har hver sæson haft et flip hvor det har gået ud over en bestemt plantegruppe. Et år var det Rododendron, hvor jeg kørte land og rige rundt efter lige præcis dem jeg bare måtte eje. Et andet år blev det Geranium det gik ud over eller også var det planter til insekterne der blev købt ind.

Insekter og fugle er en vigtig ingrediens i min have, ikke mindst fordi to af mine andre interesser består af fotografering af insekter samt fuglekigning. Derfor består min have af mange vækster som jeg ikke selv synes specielt godt om, men som f.eks. sommerfuglene er helt tosset med. Der bliver også spenderet mange penge på foder til fuglene hele året igennem.

Jeg har valgt ikke at ville have børn, i stedet kaster vi al vores kærlighed på vores to katte Burne og Rocke. Burne og Rocke er et søskendepar af racen Somali. De gør deres bedste for at leve op til deres 'fræk kat' ry og så er de verdens bedste fluefangere.

Hele 2009 fik jeg en gang om måneden besøg af Tv Syd og sammen laver vi programmet ’Evys Have’. Det var krævende, men rigtig sjovt og lærerigt. Programmerne kan desværre ikke længere findes på nettet efter Tv Syds opdatering af deres hjemmeside.

December 2015 flyttede vi fra haven i Horsens, for i stedet at bosætte os i Virklund lidt uden for Silkeborg.
Det er disse to haver denne side viser fotos fra.


I foråret 2019 købte vi hus i Træden ved Brædstrup.
Mange af planterne helt tilbage fra haven i Horsens er fulgt med.
Mon ikke også omlægningen af denne tredje have kan følges herinde lige pludselig.


Du kan møde mig som SoMe ansvarlig og gartner i Havlykke Planteskole
www.havlykkeplanteskole.dk
og på Havlykke Planteskoles Facebooksiden https://www.facebook.com/HavlykkePlanteskole